Rikke Aagaard Nielsen | December '16

Krybben i stalden

»I en bås ligger der en næsten nyfødt kalv. Den kan lige akkurat stå på sine ben, alligevel kommer den hen og stikker sin våde mule op od Madicken og Lisabet. De giver den deres fingre at slikke på, og Lisabet fortæller den, at det snart er jul, hvis den ikke skulle vide det. Så følger de med Tore over i hestestalden. Der er der fire heste, Titus, Mona, Freja og Konke. Da Madicken og Lisabet så dem sidst, var det sommer. Da gik de ude i løvengen. Nu står de her i deres båse og rusker lidt, da Madicken og Lisabet kommer ind. Konke er den rareste og den grimmeste, den har sådan en underlig, gul farve.
»Det gør ikke noget, hvordan man ser ud, bare man er rar” siger Madicken. De går ind til Konke i båsen og
klapper den og børster den med en strigle og giver den hø og havre. Tore står hele tiden og ser på og ler stille for sig selv.
»I hvad for en af krybberne var det, at lille Jesus lå?« spørger Lisabet pludselig. Hun tror, at der kun findes
en hestestald på jorden, og det er den her på Æblehøjen«.
Det er Astrid Lindgren, der fortæller. For mig er der ingen som hende, der kan gøre sommeren levende.
Og foråret og efteråret. Og vinteren med julen, som et højdepunkt. Helt levende.
Bogen med hendes julefortællinger - med Emil og julegildet og pølserne på række, ungerne i Bulderby,
der fælder juletræ og Kitte Gry, der klarer det hele, da bedstemor bliver syg - tager jeg frem og læser igen og igen ved denne tid. Nu er fortællingen om Madicken også kommet med. Astrid Lindgren tager nemlig i sine fortællinger, hvor eventyrlige de end måtte være, altid afsæt i det
helt konkrete, det oplevede og sansede. Og fra det løftes beskrivelsen så ind i det almene, ind i
det, som vi alle kender til.
Som når hun i mange af sine historier pludseligt lader barnet, der fortæller, udbryde: »Gæt, hvad
jeg kan lide!« Og så følger der en beskrivelse af en lykke og fylde, som enhver af os kan genkende
eller længes efter at opleve.

Sådan bliver vi en del af fortælling, for vi mærker selv, hvad det er, vi kan lide! På samme måde fortæller
hun her om Madicken, barnet, der tænker
så konkret, at nu er det snart jul, og hun glæder sig. Så må Jesusbarnet da være blevet født lige her
i denne stald, den eneste stald, hun kender. Sådan må det være. Erfaringen her og nu rummer
så pludseligt det evigtgyldige i sig.
Derfor er Madicken kommet med i samlingen af mine yndlingsjulefortællinger: fordi julen skal
minde os om, at det med Gud ikke er noget, der sker langt væk og på en meget kompliceret måde.
Det sker heller ikke hos nogle folk og i nogle huse eller i en stald, som vi slet ikke kender. Jesusbarnet
bliver født i den stald og bås, som vi kender allerbedst. I vores hjerte og midt i vores liv, midt
i alt det, vi kender så godt. Der er ikke langt fra det konkrete, det vi kender og oplever til Gud,
det er julens evangelium. Det så småt og ubetydeligt ud: et barn i en stald, et tilsyneladende helt
almindeligt menneske: men det menneske, Jesus, har i sig magten til at gøre alting nyt indefra. Det
store, ja, den store er i det lille, fordi hvert enkelt lille menneske er stort i Guds øjne. Derfor fødes
julens barn i hestestalden på Æblehøjen…. lige her i dét, vi kender.
Glædelig jul og velsignet nytår 2017!
Rikke Aagaard Nielsen

Gå til toppen